
Madrester
Hvor skal det hen?
Du kan aflevere alle typer fødevarer og madrester i beholderen til Madaffald – både det rå, det kogte, det bagte, det syltede osv. osv.
Madaffald er mad, du ellers ville smide ud. Det kan være mad, du ikke har lyst til at spise, f.eks. toppen af guleroden, de yderste blade af salathovedet eller osteskorper, muggent brød og gammel yoghurt. Det kan også være mad, du ikke kunne spise, f.eks. en rest lasagne, fedtkanten fra din bøf eller ærterne, børnene har efterladt på tallerkenen. Endelig er madaffald også det, der er tilovers efter madlavning: Æggeskaller, knoglerester, kaffefiltre osv. Det er kun madaffaldet, der skal i beholderen til madaffald.
Emballager af f.eks. plastik eller metal skal i genbrugsbeholderen.
Hvad sker der med affaldet?
Madaffaldet bliver afleveret på biogasanlægget, hvor poserne bliver skåret op, så madaffaldet kommer ud. Madaffaldet bliver mast til pulp, og poserne bliver siet fra. Pulpen bliver omdannet til biogas, mens restproduktet kan anvendes som gødning på markerne.