
Akvarium
Hvor skal det hen?
Hvorvidt vi kan genbruge dit akvarium eller terrarium, afhænger af, om du kan skille det ad.
Kan du skille glas og stel/ramme fra hinanden, kan du aflevere glasset på genbrugspladsen i containeren til Porcelæn & Sanitet – og stel/ramme i Metal eller Stor Plast alt efter, hvilket materiale det er lavet af.
Hvis du ikke kan skille glasset fra stellet/rammen, kan vi desværre ikke genbruge materialerne, og du skal i stedet aflevere hele akvariet i containeren til Deponi.
- Elektrisk udstyr til akvariet, som f.eks. pumpe eller varmelegeme, kan du aflevere på genbrugspladsen som Småt elektronik
- Har du planter eller træstykker til overs, kan du aflevere dem som Haveaffald
- Små sten kan du aflevere i containeren til Jord, mens større sten skal i containeren til Tegl & Beton
- Hvis akvariet stadig virker, kan du også aflevere det i vores genbrugsbutikker – så kan andre måske få glæde af det
Hvad sker der med affaldet?
Glasset i et akvarium/terrarium er fremstillet af hærdet glas, som ikke kan smeltes om – til gengæld kan det knuses og sammen med resten af indholdet af containeren til Porcelæn & Sanitet bruges i fremstillingen af betonklodser. Alt efter hvad stellet er lavet af, kan det genbruges som metal eller plast.
Hvis IKKE glas og stel kan skilles fra hinanden, er vi nødt til at sende hele akvariet til Deponi. Affaldet til deponi bliver kørt til et kontrolleret deponi i Skodsbøl. Deponiet er indrettet med membran i bunden, så eventuelle miljøfarlige stoffer fra affaldet ikke siver ned i grundvandet.